12/02/2021
Så sandt ❤️
Hvornår begynder tårerne at forvandle sig til et stille smil efter at have mistet? Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv, når jeg har befundet mig på bunden af livets kolde brønd. For når man sidder dernede alene på sindets smattede skrænter og ser op mod lyset, kan det føles som en umulig opgave at klatre op og omfavne glødens varme.
At befinde sig på livets bund er et af de sværeste og mest ensomme steder at være. Ofte er det så smattet og mudret, at det holder en fast og trækker en ned i et mareridt, hvor et virvar af ubehagelige følelser har taget over. Håbløshed. Værdiløshed. Meningsløshed. Afmagt. Og endeløs smerte.
Det er umuligt at gå igennem livet, uden at vi på vores vej oplever hændelser, der er så kraftige, at de slår sprækker i vores fundament og slår os omkuld. Den skelsættende sorg og smerte har mange ansigter og udtryk. Det kan være den langsomme smerte, der kommer snigende som slange, der trænger ind og lever et usynligt liv i ens indre og med tiden æder ens livsmod og lykke op. Det være pludselige smertelige hændelser, som brændemærker en for evigt.
Ligesom sorgen har mange masker, har overlevelsen af sorgens smerte det også. Vi mennesker reagerer vidt forskelligt. Nogle har brug for at gå stille med deres følelser. Nogle har brug for at tale om, hvordan de har det. Nogle har brug for at græde smerten ud. Nogle har brug for hurtigt at give sig i kast med hverdagens gøremål, fordi det giver et frirum fra smerten. Nogle kan ikke samle sig om noget, fordi tankerne buldrer derudaf. Der findes ingen rigtige eller forkerte måder at sørge og overvinde smerten på.
Derfor er udtrykket, at tiden læger alle sår på sin vis rigtigt. Blot man husker, at arret aldrig forsvinder. Det vil altid være der til at minde en om, hvordan man fik det. Sorg skal man lære at leve med. For det er en byrde, man bærer med sig. Men sorg kan også være et anker. For når man vender sig til vægten, mærker man også, at den holder en fast. Den minder os nemlig om alt det gode, livet har bragt os. Det må vi aldrig tage for givet. Vi skal lære at kunne bruge både livets smerte og glæde til at bevæge os fremad. Det er ikke let. Det tager tid. Men sorg er prisen for at elske. Og det er nu en gang bedre at kunne sige, at man har elsket og mistet, end aldrig at have elsket.
Jeg tror, at når man på et tidspunkt kommer til den erkendelse, begynder tårerne så småt at forvandle sig til små sporadiske smil på ens læber. Lige der, hvor lyset tager om en og slæber en op fra brøndens bund. Lige der, hvor tankerne vender og sorgen bliver til taknemlighed over, at de, vi har mistet, var en del af vores liv. For den gave kan ingen nogensinde tage fra en. Og de vil for altid leve videre i vores minder og sind, hvis blot vi insisterer på at lade en uendelig kærlighed til dem bo i vores hjerter.
Del meget gerne. 😊👍
