04/11/2024
🦷🪥Kan diabetes reguleres bedre, hvis man gør noget godt for tænder og tandkød? Det skal et nyt forskningsprojekt på Steno Diabetes Center Copenhagen undersøge.
🙌Som det første diabeteshospital i verden har Steno derfor indrettet egen tandlægeklinik. Screening af tandsundheden hos udvalgte patienter skal i et nyt forskningsprojekt bidrage til at finde sammenhænge mellem diabetes og tandsundhed samt udvikle mulige behandlingsforløb.
😢Tænder, der bliver løse og med tiden falder ud, kan være konsekvensen af ubehandlet parodontitis (tidligere kendt som paradentose): En betændelsessygdom, der angriber bindevæv og kæbeknogle, der holder tænderne fast i munden. Personer med diabetes er i særlig risiko for at få tandkødsproblemer, og i de senere år er parodontitis blevet anerkendt som en komplikation til diabetes i flere både internationale og danske studier.
💡”Men vi skal blive endnu klogere,” siger forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen, overlæge og professor Peter Rossing, der står i spidsen for det nye forskningsprojekt.
”Hvor stort er problemet blandt personer med diabetes? Skal vi tilbyde regelmæssig kontrol? Og hvem skal have tilbuddet?”, spørger han.
🗨️”Vi vil kortlægge, om og hvordan dårlig tandstatus giver dårligere reguleret diabetes og flere komplikationer til diabetes i det hele taget. Er det tilfældet, vil det jo være smart, at alle åbnede munden og kom til tandkontrol her på Steno,” siger han.
✔️Cirka 600 personer med type 1-diabetes og 600 med type 2-diabetes vil få tilbudt et tandeftersyn på Steno og indgå i det nye studie. Det er de samme personer, der for mere end ti år siden indgik i studierne ”Tusind & 1” og ”Tusind & 2”, hvor de blev undersøgt for hjertesygdom på Steno og på hjerteafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital.
Hypotesen er nemlig, at tandproblemer som parodontitis hænger sammen med dårlig blodsukkerregulering og andre følgesygdomme til diabetes som for eksempel hjerteproblemer.
Tandlæge Christian Damgaard, der også er lektor og forskningsområdeleder på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet, kalder tiltaget på Steno for "et paradigmeskifte":
🗨️”Det er en nyskabelse og aldrig set før i verden, at der på en diabetesafdeling er en tandlægestol, hvor patienterne kan få set deres tænder efter. Det er et paradigmeskifte, der på en og samme tid er nødvendigt og helt oplagt. Munden er et spejl på personens almene sundhed og livsstil, men potentialet heri udnytter vores sundhedsvæsen ikke. Munden er forbundet med resten af kroppen og derfor er jeg glad for, at Steno nu fører an. Det er kort sagt helt middelalderagtigt at fastholde en struktur i sundhedsvæsenet, hvor man lukker øjnene for det, der foregår i munden.”
Udfordringen med sygdomme i munden er, at bakterier fra tandkødslommer på personer med parodontitis kan spredes til blodbanen. Spredning af bakterier og betændelsesstoffer fra munden kan påvirke både hjerte og blodsukkerniveauet, men Christian Damgaard understreger, at man ikke skal føle skyld og skam, hvis man har parodontitis, da selv god mundhygiejne ikke altid er nok for at undgå sygdommen.
I Tandlægeforeningen udtrykker formand Susanne Kleist begejstring:
🗨️”Det er en kæmpe milepæl, at Steno nu har mulighed for at undersøge patienternes tand- og mundsundhed og præcis det, som det danske sundhedsvæsen skal kunne; nemlig at arbejde tværfagligt og se sammenhænge på tværs af vores specialer til gavn for patienterne”, siger hun.
Læs mere på Stenos hjemmeside👇
https://www.sdcc.dk/presse-og-nyheder/nyheder/Sider/Steno-Diabetes-Center-Copenhagen-s%C3%A6tter-fokus-p%C3%A5-tandsundhed.aspx
Odontologerne - Tandlægeforeningen
På billedet ses fra venstre forskningsleder Peter Rossing, tandlæge og lektor Christian Damgaard og direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, Magnus T. Jensen.