27/05/2019
KLINIKKEN PÅ NYE HÆNDER 🌿
Efter grundige overvejelser har jeg besluttet mig for at sælge min tandlægeklinik pr. 1. juni 2019.
Jeg har brændt for mit fag og mine patienter, og er meget taknemmelig for alle de gode år, jeg har haft som tandlæge. Nogle patienter er helt nye og spændende bekendtskaber. Andre patienter har jeg kendt i mere end 20 år. Det føles næsten som familie.
Nu er tiden imidlertid inde til at prioritere en masse andre vigtige ting i mit liv, mens jeg er sund og rask og stadig kan tænke og bevæge mig. Familie og venner vil blive rendt på dørene fremover. Jeg skal dyrke masser af sport, sy, strikke, male rød lak på fingrene, lave opfindelser, rejse og nyde livet med solbrillerne i panden, drikke rosé i solen, læse bøger (og måske skrive én) og meget andet. Måske får jeg også tid til at gå en tur i haven.
I vil se et glimt af mig på klinikken engang imellem, da jeg fortsat vil komme 1-2 dage om ugen. Fremover bliver det dog kun for at lave Invisalign behandlinger.
Jeg overdrager trygt ansvaret for alle andre behandlinger vedrørende jeres tænders ve og vel til Vibeke Borch, som jeg har lært at kende som en sød og meget omgængelig person. Jeg håber, I vil tage godt imod hende.
Vibeke og jeg holder en uformel reception tirsdag d. 28. maj kl. 15-18, hvor der vil være mulighed for at sige pænt farvel (men ingen tårer og følelsesmæssige taler!!!). Samtidig er det en gylden mulighed for at byde Vibeke velkommen.
Kærlige hilsner fra Eva