21/11/2023
Har du problemer med din visdomstand i underkæben og har din tandlæge anbefalet dig at få din visdomstand fjernet. Så kan du eventuelt deltage i et forskningsprojekt, hvor du kan få fjernet din visdomstand i underkæben og samtidig hjælpe fremtidige patienter.
Professor Thomas Starch-Jensen, Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital er projektansvarlig og vil varetage fjernelse af din visdomstand. Thomas forsker nemlig i, hvordan vi mindsker smerte og ubehag efter fjernelse af visdomstænder i underkæben.
Deltagelse i forskningsprojektet involverer fjernelse af din visdomstand inklusiv 2 blodprøver, der vil blive taget i forbindelse med fjernelse af visdomstanden og ved kontrol 10 dage efter operationen. Endvidere involverer projektet udfyldelse af spørgeskemaer, før og efter behandlingen, som vil fokusere på eventuelle gener efter behandlingen.
Behandlingen foregår på Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og udføres af Thomas.
Kontakt Thomas på [email protected] og hør mere, hvis det kunne være dig.