26/02/2026
Der er trykket på knappen: Husk nu tænderne. Det er en vindersag for alle! 💪
Vi skal til valg. Det kommer ikke som en stor overraskelse, og der er allerede blevet delt gaver og valgflæsk ud: Fx lavere afgifter på chokolade, slik og fødevarecheck.
Jeg ved godt, at tænder og mund næppe får den store opmærksomhed i konkurrence med sikkerhedspolitik, boligskatter, pensionsalder og andre aktuelle og klassiske valgtemaer.
Men hvis det går som det plejer, kommer sundhed og privatøkonomi til at stå højt på listen over de emner, som vælgerne rater højest. Og så er det bare, jeg spørger: Hvorfor er der ingen partier, som går all in på tænderne?
Hvis man for alvor ønsker at gøre en forskel for danskernes sundhed og deres privatøkonomi, ligger den lige til højrebenet. For ikke at tale om de udgifter til sundhedsområdet, man også kan spare ved at investere i danskernes tænder.
Vi ved nemlig, at der er en klar sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen. Og vi ved, at udgifterne til tandbehandling kan vælte budgettet for rigtig mange lønmodtagere.
Mens det er gratis at blive behandlet hos lægen og på sygehuset, fastholder politikerne, at man selv skal betale størstedelen af regningen, hvis man har sygdom i munden og tænderne.
Der er lige indgået en ny politisk aftale, som desværre betyder, at tilskuddet til de mange hundrede tusinde danskere med tandsygdomme i fremtiden bliver endnu mindre end i dag.
Enhver der har prøvet at have tandsmerter ved, hvor invaliderende det kan være. Det går ud over trivslen, det går ud over folks sociale liv og arbejdsliv, og det kan forværre andre sygdomme.
Det er et politisk ansvar at sørge for, at alle får den tandbehandling, de har brug for. Det er en vindersag for alle. Er du enig, så send budskabet videre til jeres lokale folketingskandidater 📣